De vilde indianere kommer

Indianerne taler til børn og voksnes fantasi: fjerpryd, bue, tomahavker, indianernavnene og ikke mindst indianernes liv i og med naturen.
indianere

Vi forestiller os, hvordan indianerne lydløst lister sig af sted og opdager ethvert spor på deres jagt. Eller de danser en regndans for vejrguderne. Som indianere har I også lov til at være meget vilde!

På denne side kan I finde aktiviteter, der støtter op om arbejdet med barnets alsidige personlige udvikling og også udfordrer de sociale kompetencer.

Aktivitet 1: Hvad er en indianer?

Med historier, tegninger og sange kan I tage hul på jeres indianertema. Børnene har sikkert forskellige forestillinger om indianere. Hvordan ser de ud? Hvad laver de og hvor bor de? Indianerne var et såkaldt naturfolk, som var dybt afhængige af naturen. I kan tegne, synge og måske danse en indianerdans.

Aktivitet 2: Regndans

I Danmark beder vi sjældent vejrguderne om regnvejr, men det er der mange steder i verden, man gør. I kan jo prøve, om det virker: Aftal hvilket vejr I gerne vil have. Lad nogle børn spille tromme på f.eks. plasticspande. I andre danser rundt, mens I skiftevis bøjer jer fremover og strækker jer mod himlen. I kan synge en dansesang: Vi danser, vi danser, vi danser en regndans, vi danser, vi danser, vi danser en regndans (eller soldans, tordendans etc.).

Sådan bliver vi indianere 

Udklædningen er vigtig, børnene elsker det. Men lad dem selv stå for det meste. Vælg enkle løsninger, så de selv kan. Det er stort, når man selv kan fortælle, hvor man fandt fjerene, og hvordan man lavede bæltet.

Aktivitet 3: Find fjer til hovedpryden

Alle skal have en fjerpryd med rigtige fjer. Det kan godt tage lang tid for en indianer at finde sine egne helt rigtige fjer ude i naturen. I må i god tid begynde at samle fjer på jeres ture. Kan I gætte, hvilken fugl fjerene kommer fra? Selv helt små fjer kan bruges: Klips mange sammen på et elastikbånd med en hæftemaskine. I kan også bruge strimler af bølgepap, som I maler, klipser sammen så det passer om panden og stikker fjer ned i. Alternativt kan I købe fjerene.

Aktivitet 4: Dragt og ansigtsmaling

Dragten laves nemt af et aflangt stofstykke med hul til hovedet i midten og en snor omkring livet. Børnene kan selv dekorere stoffet med kartoffeltryk, og bæltet kan gøres særligt fint med hjemmelavede ler- eller hyldeperler (se herunder). 

Ansigtsmaling: Hvis I vil undgå at bruge de omdiskuterede ansigtsmalinger, er tegnekul, mudder og mælkebøtteblomster et mere naturligt alternativ.

Aktivitet 5: Halskæde af hyld

Hyldeperler er nemme at lave, og de kan både bruges om halsen, på dragten og i håret. Men husk, at hyldetræet er beboet af gamle Hyldemor. Man skal altid spørge hende, før man klipper i hylden: "Hyldemor, Hyldemor om forlov, må jeg tage en bid af din skov?"

Afklip en fingertyk hyldegren. Grenen afbarkes med en lille kniv eller en kartoffelskræller. Det er meget nemt. Så klippes grenen i passende perlestykker, med en grensaks. Har man en lille god grensaks flækker hyldegrenene ikke.
Nu sættes perlerne på snor. Man kan stikke en nål gennem den bløde hyldemarv, eller man kan eksperimentere med forskelligt "værktøj".

 

Hyldeperler skitser 2

 Aktivitet 6: Indianernavne

Læreplanerne: "At blive støttet i at danne venskaber og komme med i grupper, hvor de kan give og opnå anerkendelse fra andre".

Lad børnene i fællesskab finde indianske navne til hinanden. Navnet fortæller som bekendt noget om indianeren. Hjælp børnenes fantasi på gled, så de sammen finder navne, der på en positiv måde karakteriserer kammeraterne: Hvad er Laura god til? Hvad kan hun lide? Hun har samme farve hår som et egern. Snart bliver I til Hurtige Myre, Løbende ræv, Hjælpsomme Ven og Flotte Blomst.

 

Indianere i naturen

Aktivitet 7: Listeleg - Vi sniger os af sted og spotter dyrene

Find dyrefotos i ugeblade eller på internettet og laminer billederne. Sæt snor i og hæng dem op i træerne således at børnene har mulighed for at se dem. Lad de små indianere gå rundt i området og se, om de kan få øje på de dyr, der gemmer sig oppe i træerne. Lever de dyr rigtigt i træer, eller er de sat helt forkert? Hvis I er så heldige at have udstoppede dyr til rådighed, er det naturligvis endnu bedre. Bemærk hvordan dyrenes farver skjuler dem. Det giver en særlig dimension, hvis børnene tager turen alene eller to og to.

Aktivitet 8: Ud på opdagelse

Læreplanen: styrker koncentrationen og giver den enkelte vigtige opdagelser.
Tag de små indianere med på opdagelse i naturområdet. Helst en mindre gruppe ad gangen. I skal liste, lytte og iagttage. Dem der ser noget spændende må gøre tegn og hviske til de andre. En særlig blomst? En underlig svamp? Spor og mystiske tegn? Fantasien fejler ikke noget. Lad den enkelte genfortælle opdagelserne, når I når tilbage til lejren.

Aktivitet 9: Lav aftryk af sporene

Finder I dyrespor (eller menneskespor), kan I lave gipsafstøbninger. Våde mudrede områder er bedst. Sådan gør I:

Rundt om sporet skal I lave en rund "ramme" af en bred papirstrimmel sat sammen med en klips. Rammen lægges omkring sporet og trykkes gerne lidt ned i jorden. Heri hældes den flydende gips. Gipsblandingen laves af vand, gips og  lidt salt (salt får gipsen til at størkne hurtigere). I kan løsne gipsaftrykket fra jorden med f. eks en kniv. I skal have god tid. Det kan godt tage noget tid, før gipsen er helt tør. I kan øve jer hjemme i sandkassen.

 

DSGFD

Rundt om lejrbålet

Via jeres indianertema kan I træne børnenes sociale kompetencer. Når indianerne samles i rundkreds, er der nogen der lytter, mens andre taler.

Aktivitet 10: Rundkreds, stammemøder og talekæp

Indianere samles i rundkreds på jorden, eller på træstubbe når de skal tale sammen, spise, synge og danse. Saml "stammen" og hold et "stammeråd", når I skal starte noget nyt, lave aftaler eller fortælle hinanden noget. Måske skal I bruge et symbol der viser, hvem der har ordet. I kan lave en flot "talekæp", som taleren har i hånden. Tænd gerne op i bålstedet og forestil jer, at I er en flok indianere, der samles ved lejrbålet.

Aktivitet 11: Vilde urter over bål

Man behøver ikke at have det store kendskab til de vilde planter for at samle lidt til et indianermåltid: Mælkebøtteblomster er smukke i brødet og salaten, brændenælder og bøgeblade kan komme i suppe, te og snobrødsdej. Som indianer tør man godt smage på noget nyt, særligt da hvis det hedder indianersuppe, høvdinge-te eller bisonruller.

Indianersuppe

Spirer - Rikke Egebæk bål

Brug vilde urter, bacon, vand, salt og evt. bouillonterning, pasta og fløde.
Der indsamles forskellige af årstidens spiselige planter, f.eks. de øverste blade fra brændenælde, skvalderkål, gedehams, røllike osv. Svits bacon i en gryde over bål. Tilsæt de grofthakkede urter. Tilsæt vand og evt. bouillonterninger, salt og peber. Kog i mindst 15 min. I kan evt. tilsætte fløde, pasta og grøntsager.

Aktivitet 12: Gå på jagt og nedlæg en "bison" til frokosten

Kan man gå på jagt og skyde sin egen frokost med bue og pil, når man er 5 år gammel? Ja, naturligvis. Tag på en udflugt børnene sent glemmer!

Kald sammen til stammeråd og fortæl, at der er set en bisonhjord i området. Lad de små indianere gøre sig klar: En succesfuld jagt kræver, at jægerne medbringer våben og forholder sig musestille, mens I sniger jer af sted. Alle interesserede kan deltage i jagten, som føres an af de voksne. I lister og spejder, én får øje på noget? I begiver jer videre og er ved at opgive, da der foran jer i krattet spottes noget! Årvågenheden er vakt! Hvem melder sig til at nedlægge byttet? To-tre modige jægere springer frem og fælder byttet med deres våben. Jubel på vej tilbage til lejrpladsen, hvor kamstegen (eller lignende) tilberedes over bål.

Aktivitet 13: Bue og pil

Selvfølgeligt skal I også skyde med bue og pil. Buen og pilene kan børnene selv snitte til: Find nogle friske, lige, let bøjelige grene på lidt mere end ½ meter. Lad børnene snitte et lille hak et par cm fra hver ende, før I binder en snor stramt mellem grenens ender, så den bøjer lidt. Når snoren ligger i hakkene, begynder den ikke at glide og blive slap. Pilene skal også have et snit i enden, så de ligger godt på buens snor. Hvis I bruger hyldegrene til pile, er det nemt at snitte fine mønstre på pilene.

Ansvarlighed: Hvilke regler kan I lave, så ingen kommer til skade med våbnene? Tal med børnene om at sigte mod det samme mål og samle pile ind på samme tid.

Aktivitet 14:  Venskabelige dyster og styrkeprøver

Indianerne brugte styrkeprøver, så de unge indianere kunne kvalificere sig til det barske liv på prærien. Hos jer gælder det naturligvis om, at alle skal føle sig gode og anerkende hinandens styrker. Benyt forskellige lege og ros hinanden.

Eksempler på Indianerdyster:

  • Kast så langt som muligt med en pind eller kogle
  • Prøv at bære noget på hovedet som indianerne gjorde
  • Ringridning: Lad rytterne ride forbi en lille ring, som de i farten skal få over på en pind, de har i hånden. Ringen hænger i en tynd tråd, som knækker hvis man rammer.
  • Kast en rund ring bøjet af tynde birkegrene eller pil og prøv at ramme en pind, der er stukket ned i jorden.
  • Gå med bind for øjnene langs en snor.
  • Lav en forhindringsbane rundt mellem træerne.
  • Hinke, løbe, hoppe og trille
  • Balance på bom, alene og med en modstander. (En "slåskamp" hvor reglerne er givet, kan være af det gode).

Udsmyk institutionen med indianerkunst


Aktivitet 15: Totempælen

indianer

Totempælen er en hyldest til naturens ånder. Giv børnene mulighed for at bidrage til et fælles kunstnerisk projekt, hvor man stolt kan genfinde sit eget bidrag 

Skaf en stor stamme, 10-15 cm i diameter, gerne med knaster og grenender, der kan blive til næser, horn og ører. Hver figur er ca. 25 cm høj, på den måde kan 9 børn deles om en totempæl på 2½ meter, når der også beregnes et stykke til at grave ned.

Pælen skal ligge ned, mens børnene maler. De må skiftes lidt, da de skal sidde overskrævs på den for at male.  Brug en blyant til at markere, hvor den enkeltes figur skal være.

Hjælp børnene med at lave et seriøst kunstnerisk projekt. Børn er jo også ambitiøse. Læs højt om dyr og fantasidyr. Tal med børnene om totempælens udseende, og hvilken figur de hver især ønsker at lave. Lad dem inspirere hinanden så de føler, at det er et fælles projekt. Lad dem på forhånd øve sig på et papir. Hjælp dem med at udnytte grene og knaster til næser, horn og ører. I kan eventuelt selv bore huller og skrue ekstra grene og andet naturmateriale på, eller de ældste børn kan måske snitte deres figurer lidt til.

Totempælen kan rejses ved enten at grave den ned i et hul eller sømme den fast på en juletræsfod.