Leg og lær om rovfugle

Tag ud i naturen og lær om rovfugle
Ænder og svane på frossen sø i solens skær

Rovfugle fascinerer og skræmmer lidt i kraft af deres størrelse og fordi de spiser småfugle og mus. De mest almindelige rovfugle i Danmark er musvåge, spurvehøg og tårnfalk. Måske er I heldige at se dem på jeres ture i skoven eller det åbne land. Se på billeder af en rovfugl eller lån en udstoppet rovfugl. Hvordan er fuglens opbygning, størrelse, næb, klør? Måske finder I uglegylp under træerne i skoven, som er fyldt med museknogler og hår. Der er færre mus om foråret end om efteråret.

Leg "Spurve og spurvehøg"

Småfugle beskytter sig ved at skjule sig i buskene. Uden for krattet sidder rovfuglene højt i et træ med overblik over det område, hvor de søger føde.

Sådan leger I: Småfuglene sidder i skjul i buskene (rebcirkler) og rovfuglen flyver rundt i mellem og alt er fredeligt. Nu bliver både småfugle og rovfugl sultne. Selv om småfuglene helst vil blive i sit skjul, må de flyve ud og søge føde for ikke at dø af sult. For at søge føde skal småfuglene flyve fra en "busk" til en anden "busk". Og rovfuglen skal fange sit bytte.

Leg "Rødhals og skovspurve"

Legens første del: Spurvehøgen er igen på jagt. En rødhals sidder på foderbrættet (rebcirkel). Spurvehøgen nærmer sig og rødhalsen må flygte til en af de nærmeste buske (rebcirkler). Klarer den det?

Legens anden del: En flok skovspurve sidder også ved foderbrættet. Spurvehøgen nærmer sig, og skovspurvene må flygte til en af buskene. Spurvehøgen må fange de fugle den kan nå. Legen kan leges videre til spurvehøgen er mæt eller træt. Hvordan gik det fuglene med territorium og fuglene i flok?

Musvågens vingefang

Lav en skitse af musvågen med et vingefang på 110-130 cm på et stort stykke papir på gulvet, og lad børnene måle deres eget "vingefang" ved at ligge med udbredte arme på papiret. Hvem er størst?

Lyt til musvågen på en fugle-cd eller www.dof.dk og hør om I kan genkende den i naturen. Rovfuglene svæver ofte højt over skove og marker.