Lyt til fuglestemmer

Fuglesang kan have mange betydninger for dyrene! Tag ud i naturen og find de mange betydninger
En stær sidder på en gren og pipper

Fuglesangen høres bedst i april, maj og juni

Forårets lys er et signal til hannerne om at synge. Med sangen siger hannen til hunnen: "Her er jeg, kom og byg rede med mig". Til de andre hanner siger han: "Her bor jeg, det er mit område". Jo højere og længere tid en han kan synge, jo lettere er det for ham at finde en hun. Han signalerer, at her er masser af mad.

Lyt til fuglene

Tag på tur til park eller skov og find et godt sted at ligge og lytte. Luk øjnene og læg mærke til de forskellige fuglestemmer. Er der nogen af dem der lyder som et eller andet? Kan I få øje på fuglene? Hvad mon de fortæller?

Lær stemmerne at kende

Måske har I lyst til for alvor at lære nogle fuglestemmer at kende? lån en cd på biblioteket eller kik på www.dof.dk eller skoven-i-skolen.dk. Sæt gerne Cd'en på når børnene leger eller spiser. Det er hyggeligt. Lad børnene gentage huskeregler for fuglenes sang:

- Gøgen med sine kuk kuk og spætten, der banker

- Gulspurven, som tæller til syv: "En, to, tre, fire, fem, seks, syyyv".

- Bogfinken siger: "Det, det, det kan jeg si' li' så tit det ska' vær'".

- Solsorten med sin melodiske sang kan efterligne andre fugle.

- Skovskaden som skriger og skratter.

krage 1

- Kragen, som næsten siger sit navn.

- Ringduen siger: "En-stooor-feeed-ring-duuu".

Sangere

I skov og krat møder I løvsanger, havesanger, gransanger og skovsanger. De er svære at kende på udseendet (hvis I overhovedet får dem at se), men relativt lette at genkende på sangen: Trif-tjaf tjif-tjaf siger gransangeren allerede i april. Havesangeren ankommer i maj og lyder som en solsort i dobbelt tempo, og skovsangeren lyder som en snurrende mønt på en bordplade.

Lav kort med fuglene på. Brug kortene når I lærer fuglestemmer, så børnene ser den fugl de hører. Fordel kortene mellem børnene. Når I hører en fuglestemme skal de børn, der har fuglen, holder kortet op, så alle kan se den.