Totempæl

Kom ud i naturen og lav jeres egen totempæl
indianere

Totempælen er en hyldest til naturens ånder. Giv børnene mulighed for at bidrage til et fælles kunstnerisk projekt, hvor man stolt kan genfinde sit eget bidrag. 

Skaf en stor stamme, 10-15 cm i diameter, gerne med knaster og grenender, der kan blive til næser, horn og ører. Hver figur er ca. 25 cm høj, på den måde kan 9 børn deles om en totempæl på 2½ meter, når der også beregnes et stykke til at grave ned.

Pælen skal ligge ned, mens børnene maler. De må skiftes lidt, da de skal sidde overskrævs på den for at male.  Brug en blyant til at markere, hvor den enkeltes figur skal være.

Hjælp børnene med at lave et seriøst kunstnerisk projekt. Børn er jo også ambitiøse. Læs højt om dyr og fantasidyr. Tal med børnene om totempælens udseende, og hvilken figur de hver især ønsker at lave. Lad dem inspirere hinanden så de føler, at det er et fælles projekt. Lad dem på forhånd øve sig på et papir. Hjælp dem med at udnytte grene og knaster til næser, horn og ører. I kan eventuelt selv bore huller og skrue ekstra grene og andet naturmateriale på, eller de ældste børn kan måske snitte deres figurer lidt til.

Totempælen kan rejses ved enten at grave den ned i et hul eller sømme den fast på en juletræsfod.

 

indianer