Sproglege med kriblekrabledyr

Leg sjove sproglege og sprogøvelser med kriblekrabledyr
Spirer - krible krable i små hænder

Under denne aktivitet finder I forskellige sprogøvelser og sproglege med de allestedsnærværende krible-krablere i centrum.

Aktivitet 1: Sæt ord på de små dyrs liv og færden

Mange af smådyrene kender I allerede: Sommerfugle, mariehøns, myrer og regnorme. Det falder naturligt, at I sammen med børnene sætter ord og tanker på denne mikroverden. Børnene oplever dyrenes liv gennem egne erfaringer, og naturlige samtaleemner for de mindste vil være: Hvor bor den? Hvad hedder de? Er det mon lillesøsteren? Fryser den?

I kan lade børnene fange nogle dyr (se dyrefælder) og se nærmere på dem: Hvor mange ben har dyret? Hvor boede dyret? Hvad spiser de?

I kan sammen med børnene gætte jer frem: En hurtigløber er f.eks ofte jæger. Et meget fladt dyr er ekspert i at gemme sig i sprækker. Bænkebideren kan rulle sig til en kugle - hvorfor mon? Måske har I lyst til sammen at finde de rigtige svar i bøger eller på nettet (f.eks Gyldendals Guide til Danske Insekter eller www.danmarksinsekter.dk).

Aktivitet 2: At være en bille

Hvis du er den løbebille, hvad oplevede du så ude i skoven i nat? Hvis du er den flue, hvordan undgik du så edderkoppens spind? Hvis du er en regn-orm, hvor bor du så henne?

Med udgangspunkt i smådyrenes verden kan I lave rollelege. I kan vælge at slippe fantasien løs og sætte ord på jeres oplevelser I krible-krable-land, men I kan også inddrage fangelege, gemmelege, kravle lege osv.

Der er forskellige meninger om, hvorvidt børnene skal lære noget om dyrene eller blot opleve og sanse. Skal det f.eks være et mål, at børnene lærer insekternes rigtige navne at kende? Eller er det mere udviklende for fantasi og sprog, at I selv sammen navngiver nogle af dem? Begge dele giver gode samtaler og nærhed med de små dyr, så i sidste ende er det op til de voksne at arbejde på den måde, som man føler sig mest inspireret af og tryg ved.

Aktivitet 3: Dyr i familie

Det er umuligt at lære, hvad alle de forskellige småkravl hedder. Mange har ikke engang et dansk navn! Bare i gruppen af insekter er der i Danmark ca. 20.000 arter! Derimod kan I måske sammen med børnene blive i stand til at sætte ord på de overordnede grupper af dyr (I kan se dem ndenfor). Prøv at finde repræsentanter fra disse grupper. Tal om forskellene, og hvorfor man ligner hinanden i en familie?

Grupper af smådyr

De små kriblere er inddelt i nogle helt overordnede grupper alt efter, hvor nært de er beslægtede. Sommerfugle, ørentviste og biller er alle insekter, men edderkopper adskiller sig fundamentalt fra denne gruppe, og bænkebideren er faktisk tættere beslægtet med hummeren!
Dyrene kendes i store træk på benenes antal og placering:

• Bænkebideren er faktisk et krebsdyr med 7 par ben
• Tusindbenet er cylinderformet med 2 par ben på hvert kropsled
• Skolopendre er flade med 1 par ben på hvert kropsled
• Insekter har 3 par ben og oftest vinger. fx biller og sommerfugle
• Edderkopper har 4 par ben og ingen vinger
• Mejere ligner edderkopper, men for- og bagkrop er smeltet sammen


Aktivitet 4: Dem vi ikke kender

Vi voksne kommer ofte til kort, når børnene fordyber sig i småkravlenes verden. For de forlanger ofte at få at vide, hvad dyret hedder. Måske kan man svare, at det er en bille, men hvilken bille? Kik sammen i en insektbog. Det er ikke sikkert, I finder den, for der er 4000 billearter i Danmark! Så kan I selv navngive dyret. Tal om, hvordan dyret lever: Er det måske en "gran-træsbille" eller en "vinduesedderkop"? Eller en "hurtigløber-myrer"?

Aktivitet 5: Mærkelige navne

Har I tænkt over de mærkelige navne, som mange smådyr er udstyret med? Det er ikke svært at forstå, hvorfor navne som "Græshoppe" og "Natsværmer" opstår, men hvad med "Bænkebider", "Edderkop", "Ørentvist", "Nældens Takvinge" og "Guldsmed"? Hvad mener børnene?

Aktivitet 6: Leg med beskrivende ord (tillægsord)

Hvis I har samlet en mængde forskellige dyr, kan hvert barn vælge et. I en rundkreds kan den voksne nu stille spørgsmål som: Hvem har et blødt dyr? Hvem har et flerfarvet dyr? Hvem har et yndigt dyr? Hvem har et hurtigt dyr?

Aktivitet 7: Søde dyr, pæne dyr og ulækre dyr - sæt ord på følelserne

Tal også med børnene om deres opfattelse af dyrene. Er de søde, farlige eller ulækre? Hvorfor? Hvorfor er der nogle voksne, der ikke tør holde en edderkop? Er dyrene også bange for os? Kan man være gode venner med en ørentvist?

Aktivitet 8: Læs for børnene

De fleste børn kan lide at få læst højt, og der findes masser af bøger om små dyr. Der findes faglitteratur beregnet på børn, hvor I kan læse fakta om dyrenes udseende og levevis. Men der findes også mange lærerige børnehistorier om græshopper, mariehøns etc. I kan tage udgangspunkt i disse, når I taler om krible-krable-dyrene.

Aktivitet 9: H. C. Andersen og naturen

Ingen forfatter har som H.C. Andersen sat ord på naturens små verdener. Tænk bare på Vanddråben, Den grimme Ælling og Grantræet. H.C. Andersens sprog i sin oprindelige form er svært for de mindste, men voksne kan få fantasien og fortællerglæden styrket. Prøv at se nærmere på mindre kendte historier som Gåseurten, Årstiderne, Det gamle egetræs sidste drøm, Boghveden, Hvad tidselen oplevede, Hyldemor, Fem fra en ærtebælg, Sneglen og rosenhækken og mange, mange flere.

Læs et af dem op for børnene og lad dem lytte og spørge, selvom sproget er svært, eller læs dem selv og bliv inspireret til at fortælle børnene et even-tyr fra naturens verden.

"Vi ere det mærkeligste Regiment af Jordens Skabninger. I den varme Tid føde vi levende Unger; Veiret er jo da godt; vi forlove os strax og holde Bryllup. Mod den kolde Tid lægge vi Æg; de Smaa ligge luunt. Det viseste Dyr, Myren, vi have megen Agtelse for den, studerer os, vurderer os. Den æder os ikke strax, den tager vore Æg, lægger dem i sin og Familiens fæl-les Tue, underste Etage..."
(Fra De Små Grønne 1868, her beskrives bladlusenes liv)