Skovsanseuge

Lav jeres egen skovsangeuge
Skovsanseuge

Brug en uge (eller hver onsdag i en periode) til at sætte fokus på forskellige sanser i naturen. Find Poul Kjøllers gamle sang om sanserne frem: ”Jeg kan se med mine øjne…

Mandag – synssansen

Tag ud og kik på skoven, parken eller åen. Se bladene, kik på skyerne, kik efter dyrespor, læg jer ned i græsset og kik på myrerne eller lig stille på ryggen, og se op i træerne. Tal om, hvad I ser. Syng sansesangen.

Tirsdag – høresansen

Pak øjenbind og tomme beholdere med låg. Lyt til skovens lyde. Hvad kan I høre, hvis I er helt stille? I kan eventuelt prøve at tage bind for øjnene og sidde stille uden at tale sammen. Indsaml også spændende ting og lav følelege. I kan lave rasledåser ved at putte naturting i jeres dåser. Tal om, hvad I hørte. Syng sansesangen.

Onsdag – lugtesansen

Tag ud og lugt til naturen. Stik næsen i alt! Mosset, barken på træerne, græsset, sneen, tusindbenet og mudderet. Lugtesansen giver ofte stærke associationer. Spørg børnene, hvad forskellige ting lugter af.

Torsdag - smagssansen

Pak tasken med båludstyr og ingredienser til natursuppe, fx pastaskruer og bacon (eller sukker til hyldebærsuppe). Find spiselige urter på jeres tur, som I bruger i jeres suppe, når I har smagt på dem. Fx brændenælder, skvalderkål, birkeblade eller hyldebær afhængigt af årstid. Smager maden anderledes i det fri? Syng sansesangen.

Fredag – følesansen

Pak tasken med øjenbind. Mærk et træ! Vælg et område med tilpas mange forskellige træer, og giv børnene bind for øjnene. Før dernæst børnene hen til et træ, som de føler og mærker på. Uden øjenbind skal de efterfølgende gætte, hvilket træ de lige havde mærket på. Tag også sokker og sko af, og gå en tur med bare tæer. Hvordan føles det? Syng sansesangen.