Skov - OL

Leg jeres egen OL ude i skoven
løb om kap med dyrene

En fælles kampdag styrker børnenes sociale kompetencer og kropsfærdigheder på én gang. Del hold, som dyster på forskellige discipliner. Det kan f.eks. være:

Stafet: Løb gennem skovbunden, op ad bakken, rundt om træet og ned igen.

Kast: med 3 forsøg skal holdet med en pind ramme et oprejst stykke brænde.

Længdekast: med en sten/pind skal alle på holdet forsøge at kaste længere ud end et tov placeret på tværs et stykke ude.

3-bens stafet: man løber 2 og 2 med de mellemste ben bundet sammen.

Boldstafet: der står én voksen, som kaster bolden til 1. mand i rækken, som kaster bolden tilbage og derefter løber om bag i rækken. Bolden kastes derefter til nr. 2 osv.

Balancegang: Alle skal nå fra den ene ende til den anden på en stor stamme. Evt. med hjælp fra én af de andre, der holder i hånden.

Over bommen: Bind en gren op mellem 2 træer. Holdet hjælper hinanden over.

Flyt brænde: holdet står på én række, og de skal nu transportere et stykke brænde fra den ene ende til den anden ved at række den fra hånd til hånd.

Vandstafet: Alle skal gå med det fyldte glas ned omkring træet og tilbage og række det videre til næste. Hvor meget vand er der tilbage, når alle er i gennem?