Presse blomster

Pres blomster med børnene
Pige med blomster på øjnene

Mange børn er særligt interesserede i at plukke blomster. Af og til lykkes det at få en buket hele vejen hjem, før den visner, men ofte ender blomsterne som en slatten bunke ude i garderobeskabet. Pressede blomster er en anderledes varig måde at bringe lidt natur med hjem til forældrene. På den måde får børnene mulighed for at huske stedet og årstiden den dag, blomsterne blev plukket.

Det er nemt at presse blomster. I kan enten medbringe gamle telefonbøger på en trækvogn og presse derude, eller I kan bede børnene vente med at pukke til umiddelbart før I skal hjem og så presse derhjemme.

Sådan gør I:

De friske planter spredes mest muligt ud på nogle avissider, og der lægges ligeledes aviser ovenpå planterne. Stakke af bøger eller noget andet tungt sikrer, at planterne bliver fint pressede i løbet af nogle uger. Aviserne skal skiftes efter et par dage, og måske igen, hvis planterne er meget tykke eller fugtige. Alternativt kan planterne presses mellem siderne i gamle telefonbøger.

Efterfølgende kan planterne limes op på karton, og børnene kan yderligere dekorere med farver. Husk at skrive sted og tidspunkt på arkene.