En legeplads fyldt med farver og dufte

Sværmende sommerfugle og smukke blomster taler til vores æstetiske sans. Med dufte og blomster kan I lokke dem ind på legepladsen.
Tidselsommerfugl

Sommerfugle er forunderlige, smukke insekter. De fanger opmærksomheden, børnene forsøger at nå dem, og mange børn er optagede af at tegne dem igen og igen.

Børnene kan lære om de økologiske sammenhænge ved at se, hvordan sommerfuglelarverne lever, og høre om deres forunderlige livscyklus. Med lidt træning og interesse kan børn og voksne blive gode til at kende de mest almindelige sommerfugle og dermed lære nye ord og navne. I kan også finde sammenhænge mellem sommerfuglenes navne og deres farver, mønstre eller de planter, de spiser.

 

Gør legepladsen til et sommerfugleparadis

Et voksenliv uden føde

Nogle sommerfugle har ingen ”mund”. De har optaget næring i larvestadiet, og hele deres voksentilværelse på knap en uge har kun som mål at sikre den næste generation.

På legepladsen kan I plante de planter, sommerfuglene holder mest af som voksne og larver.

Sommerfuglebusken blomstrer fra sidst i juli til september, og den står da og dufter sødt og krydret. Som det danske navn antyder, elsker sommerfuglene den. Det er spændende at plante en busk på legepladsen eller i en stor krukke, og se hvilke sommerfugle den tiltrækker. I kan gå på planteskolen og købe busken i starten af foråret, børnene kan være med til at plante den.

Mange krydderurter er ligeledes stærkt duftende og tiltrækker også sommerfugle, og så får man jo samtidig et grønt drys til frokosten. Prøv f.eks. med timianplanter. Lavendler har den samme egenskab og kan i øvrigt bruges i små stof-duftposer.

Endeligt er der selvfølgeligt de naturlige vilde danske arter, som sommerfuglene og deres larver ernærer sig af i den danske natur. Prøv at bibeholde et hjørne af børnehaven med brændenælder, tidsler, skt. hansurt og kållignende planter som f.eks. agersennep.

admiral
Admiral sommerfugl