Lav bål om vinteren

Lav et dejligt bål om vinteren
Spirer - Lenette Schunck Svendsen bål

Bålet og det sociale samvær

Ligger bålpladsen øde hen om vinteren? I grunden synd, for det er jo nu der er mørkt og koldt, og en kop varm saft hygger dejligt. Lyset får et magisk skær i skumringen, og den voksne fortæller måske en julehistorie…

Mange institutioner prioriterer en ugentlig båldag året rundt.

Forbered vinterens hyggelige bålseancer i god tid

Sørg for at have noget tørt brænde på lager. Det bedste er, hvis børnene selv hjælper med at samle grene ind i løbet af sommerhalvåret. Det giver en følelse af, at man har bidraget til fællesskabet og været med til at sørge for et varmt bål på de kolde dage. Ligeså med spise og drikke. Lad børnene være med til at forberede et "forråd" i løbet af efteråret. Hyldebærsaft og -suppe kan gemmes i fryseren, og æbler kan holde sig nogle måneder, hvis de står køligt. Varm æblerne over bålet med kanel og rosiner.  

Aktivitet 1: Brænde til bålet

Det er en herlig lunende fællesaktivitet at lave brænde til bålet. Børn elsker at save. Husk savehandsker og opsyn. Med hjælp fra en voksen, kan børnene også være med til at flække brændet. Den voksne holder øksen oven på brændestykket, og barnet slår med en trækølle på bagsiden af øksehovedet. Det kræver styrke og præcision, og man kan virkelig være stolt, når det lykkes.

Aktivitet 2: Noget varmt at drikke

Spirer -  vinter kakao

Når kulden bider, er det skønt at få noget varmt at drikke. Varm kakao er lækkert, men kræver konstant omrøring. I stedet kan I koge vand, og servere varmt saftevand. Måske har I lavet hyldebærsaft og lagt klar i fryseren?

Aktivitet 3: Noget at spise - f.eks. suppe eller varme berlinere

I kan tage madpakkerne med ud og spise dem ved bålet. Bed forældrene om at lave klapsammenmadder, som er lettere at styre. Lav også bålmad: Bålpanden og snobrødspindene skal ikke gemmes væk om vinteren, men det mest oplagte er alligevel suppe. Brug bacon, bouillon og grøntsager skåret hjemmefra og tilsæt evt. pastaskruer. Bålsuppe i regnvejr er i øvrigt en ganske særlig oplevelse.

Ved juletid er det lækkert at koge berlinere over bål.
Lav en almindelig snobrødsdej, fordel den i små portioner, som puttes i dobbeltfrostposer, og giv så de børn, der har lyst, en pose ind på maven under flyverdragten til hævning. Det er en sjov fornemmelse at have dej på maven, og samtidig bidrager man til den fælles madlavning. Dejen formes til små boller, der koges i palmin - børnene må ikke komme tæt på gryden! Bagefter rulles bollerne i sukker. Palminen gemmes og bruges til fuglekugler.

Aktivitet 4: Sociale aktiviteter ved bålet

Ved bålet er der lunt, så her kan I også: Lave fuglekugler af kogler og fedt, snitte en fortællepind, brænde lerskåle eller pudse træfigurer fine med sandpapir og andet håndværksarbejde.