Find din pind

Find en pind og brug den til leg og sjov
Find en pind

Børn samler på pinde. De slæber dem med hjem og vil nødigt slippe dem igen. I kan lave et forløb med fokus på at finde sin egen personlige pind.

Tag på en tur, hvor I alle finder jeres helt egen personlige pind. Pindene kan snittes fine og personlige. De helt små børn kan snitte med kartoffelskrællere, eller I kan vælge pinde fra pil eller hyld, hvor barken kan pilles af med fingrene.

Tag kæppene med på tur, og brug dem til alt, hvad fantasien tillader: limbodans, tegnepind, golfkølle til koglegolf, udsmykning, spydkast, balancepind på næsen, højdespring, trommestikker og guitar, trommestikker på træstammer og sten, roderedskab til at undersøge skovbunden, vægtløftning, linedans, fiskestænger, våben, totempæle, tryllestave eller naturkunst.

Børnene får en fornemmelse for, hvor lange, tykke og glatte pindene er, og hvad de er gode til.

Prøv også at lave kæppetræk. To personer stiller sig med ryggen til hinanden, tager en kæp mellem benene og holder fat i kæppen foran sig. Derefter placerer de sig mellem to træer. Det gælder nu om at trække kæppen hen mod sit eget træ.