Dyrlege

Leg spændende dyrelege hvor børnen selv er dyrene
Spring med dyrene

Lege lærer os om dyrene. Børn finder selv på rollelege, hvor de er hurtige, farlige eller søde dyr. Herunder er eksempler på lege, som tager udgangspunkt i de vilde dyr.

De først tre lege kræver lidt viden om dyrene, og er mest for de største.


Hvilket dyr er jeg? 

Med en tøjklemme sættes et dyrebillede fast på ryggen af hvert barn. Det betyder at barnet ikke kan se sit eget dyrebillede. Børnene skal nu prøve at gætte, hvilket dyr de er ved at gå rundt mellem hinanden og spørge de andre: Er jeg et egern? Er jeg en mus? Ja, alle de dyrenavne de kan huske, og som I har talt om. Dette gør de, indtil de gætter hvilket dyr de er. 

Find din mage

Giv hvert barn et billedkort af et pattedyr. De må ikke vise kortet til de andre, men kun selv se det. Der er to musekort, to egernkort etc. Nu kan legen starte. Børnene skal gå rundt mellem hinanden og prøve at finde deres makker ved at sige som dyret, bevæge sig som dyret eller på anden måde at imitere dyret (se sig snedigt omkring hvis man er en ræv, krølle sig sammen som et pindsvin osv.). Når man har fundet sin makker, tager man ham eller hende i hånden.

Tænk på et dyr

Dyrene er forskellige. Nogen spiser kød, nogen spiser kun planter, nogen løber på alle fire ben, andre hopper, nogle bor i huler i jorden osv. Legen går ud på at børnene skal gætte hvilket pattedyr deres kammerat tænker på. Et barn står foran der andre og skal nu i tankerne vælge et dyr. Dyret hviskes til en af de voksne, som kan træde til med hjælp. Nu går legen ud på, at de andre skal spørge sig frem: Spiser du kød? Har du rød pels? Har du hugtænder? Har du store øjne? Bor du i en hule?

Svingfigur

De fleste kender legen, hvor en butiksindehaver skal sælge mærkelige svingfigurer til en køber. Her er det en "skovfoged", som (med hjælp fra en voksen) svinger de andre børn, som lander i forskellige stillinger. Dyrefigurerne skal stå helt stille, mens skovgæsten (et andet barn) går med skovfogeden rundt og får fremvist alle skovens dyr. Skovfogeden kan sætte liv i dyrene ved at trykke på "tænd-knappen". Nu begynder dyret at bevæge sig og skovgæsten og skovfogeden skal gætte hvilket dyr det er, hvorefter det slukkes igen. Når alle dyrene er prøvet af, kan skovgæsten vælge et dyr med hjem. Herefter bliver der liv i skoven, og alle dyrene sætter i gang på en gang!

De blinde museunger

Spidsmusens nyfødte unger er helt blinde, og for at finde vej bider de sig fast i hinandens haler, den forreste har musemors hale i munden, og nu kan de følge hende.

Lad børnene lege spidsmuseunger. Bind haler om livet på børnene og lad "museungerne" få bind for øjnene eller blot holde øjnene lukkede. Nu kan musemor føre sine unger i en lang række forsigtigt rundt i området.

Alle mus - gem jer!

I denne leg kommer børnene til at bruge deres kreative sider og bruge kroppen, samtidig med at de lærer om fødekæden.

Tegn masker af mus, musvåge, ugle og ræv op på et stort stykke hvidt karton, så det passer til et barneansigt. Lav 1 musvågemaske, 1 rævemaske, 1 uglemaske og resten skal være musemasker. Lad børnene klippe maskerne ud, lav hul til øjnene og farvelæg maskerne. Sæt en elastik i.

Inden legen sættes i gang, kan I fortælle om, hvordan musvågen fanger mus. Den kredser rundt oppe i luften til den får øje på musen. Så styrtdykker den ned og fanger den med sine stærke kløer. Fortæl hvordan ræven også spiser mus og om, at den har en meget god lugtesans, så den let kan finde musene. Fortæl hvordan uglen kan høre musene under sne eller blade om natten. Giv nu børnene hver sin maske på. Musene starter med at løbe ud og gemme sig, og nu skal musvågen, uglen og ræven finde dem alle.

Rovdyr og byttedyr

I denne leg skal rovdyret (ræven) fange byttedyrene (musen og egernet) kun ved brug af høresansen. Alle børnene stilles op i en rundkreds og tager hinanden i hånden. Tre børn står i midten af rundkredsen. Den ene er ræv, den anden mus og den tredje er egern. Musen og egernet får en klokke bundet fast på benet, ræven får en tørklæde bundet for øjnene, så den ikke kan se og nu kan legen gå i gang. Ræven jager om natten og skal bruge sin formidable lyttesans til at finde sit bytte. Alle tre må bevæge sig frit rundt inde i rundkredsen, men de må ikke smutte udenfor. Hver gang musen eller egernet bevæger sig kan ræven høre klokkerne ringe, men det er dog svært at fange dem alligevel.

Blinde muldvarp

Muldvarpen er faktisk ikke blind, men den ser meget dårligt og opholder sig det meste af sit liv under jorden i sine gange. Til gengæld har den en meget veludviklet lugtesans.
Hvor god er din lugtesans? Prøv med forskellige madvarer eller ting fra naturen. Kan du ligesom muldvarpen lugte en regnorm? Hvad lugter den af? Hvor tæt skal du på en ildelugtende ting, før du kan lugte den? Prøv at måle afstanden.