Sommerfugle på besøg

I kan lokke sommerfuglene tættere på, så I rigtigt kan studere deres flotte former og farver.
Sommerfugl

Børnene kan lære om de økologiske sammenhænge ved at se, hvordan sommerfuglelarverne lever, og høre om deres forunderlige livscyklus. Med lidt træning og interesse kan børn og voksne blive gode til at kende de mest almindelige sommerfugle og dermed lære nye ord og navne. I kan også finde sammenhænge mellem sommerfuglenes navne og deres farver, mønstre eller de planter, de spiser.

 

Lokkesnore

VIDSTE DU AT......?
  • En sommerfugl lugter med følehornene
  • Hannen kan lugte en hun på op til 5 km afstand
  • Nogle sommerfugle flyver syd på om vinteren
  • En sommerfugl har tusinder af øjne
  • En sommerfugl kan se hele vejen rundt
  • Sommerfuglen suger nektar med sin snabel
  • Nektar er sukker

 

Rigtig mange sommerfugle tiltrækkes af saft fra sårede træer eller af overmodne frugter. Derfor kan man lokke sommerfuglene til sig med snore, som er dyppet i en godt gæret frugtsaft.

Først laver man en saftblanding af 1 liter saft, 2 liter vand, ½ kg sukker og 1 pakke gær. Man hælder alle tingene i en stor spand og rører det hele godt sammen. Blandingen trækker 1-2 døgn, inden den er klar. Læg et stykke stof over imens.

Herefter laves et antal snore. Lad børnene måle snore op af en længde på ca. 60 cm. Snorenes tykkelse kan være 5-8 mm. Det er bedst at bruge bomuld.

På snorene sættes S-formede kroge lavet af ståltråd. Ved hjælp af krogene kan snorene hænges på kanten af saftspanden, og de kan også let hænges op i grene eller i buske.

Snorene er klar, når de har ligget og suget den gærede saft i et døgn. Nu kan snorene hænges op. Lokkesnorene kan bruges mange gange. Tal med børnene om, hvorfor sommerfuglene kommer til snorene.

Klækning af sommerfuglelarver

De fleste sommerfuglelarver har deres helt bestemte foderplante. Man finder larverne, når man leder på de rigtige planter på det rigtige tidspunkt.

Sommerfuglehistorier
  • Når der faldt brede snefnug i Jylland, sagde
    man: Nu kommer der hvide sommerfugle.
  • Nogle tror, at når et menneske dør, kan deres
    sjæl flyve væk som en sommerfugl.
  • Gamle mundheld siger, at når sommerfugle
    flagrer, bliver det fint vejr.

 

Når I samler larver, så tag kun nogle få med hjem. I skal bruge et bur, det kan være en tæt kasse eller et terrarium. Der skal være et fint net over buret, så der altid kan komme frisk luft ind til larverne. Det er meget vigtigt, at I lægger mærke til, hvilken plante I finder larven på. Tag nogle skud med blade fra planten med hjem. Larverne skal helst have friske stængler og blade hver dag. I buret skal I også lægge nogle små grene og kviste. Dem skal larverne bruge, når de skal lave deres puppe.

 

Er I opmærksomme, kan I se sommerfuglen komme ud af sin puppe. Sommerfugle kommer ofte ud af puppen tidligt på dagen. Lad sommerfuglen sidde i sit ”bur” et par timer til vingerne er tørre, inden I slipper den ud i naturen.

Prøv om I kan finde:

Nældens takvinge
Nældens Takvinge
  • Nældens Takvinge i maj og juni: Larverne findes på brændenælder i maj. Puppetiden varer nogle uger.
     
  • Tidselsommerfugl i juli og august: Larverne lever på tidsler. Tidselsommerfuglen kommer hertil fra Nordafrika de fleste år, men tidspunktet varierer. Derfor kan man ikke sige noget sikkert om, hvornår man kan finde larver. Man kan dog tit finde larver i juli eller august. Puppetiden varer ca. 2 uger.

I en sommerfuglebog kan I læse om andre sommerfugle, og hvor I finder larvernes levesteder.

 I kan også købe sommerfugleæg til at klække.

 

Tidselsommerfugl
Tidselsommerfugl