Skyer og regn

Kom ud i naturen og se på skyer og regnen
Spirer - Anette Rasmussen  2 - børn der ligger ned

Skyer er blot bittesmå dråber af vand, der svæver sammen i grupper oppe på himlen.

Aktivitet 1: Kig på skyer

Prøv at lægge jer og kig op i skyerne. Fortæl hinanden hvad skyerne ligner. Der er sikkert dyr, mennesker, træer mm. Det gælder om at bruge fantasien.

Skyerne har navne:

Fjerskyer er iskrystaller højt oppe

Makrelskyer og lammeskyer kan varsle regn

Tordenskyer kan være næsten sorte forneden

Smuktvejrsskyer dannes og  forsvinder igen uden regn

Se fotos på  www.geografforbundet.dk/vejret/kikop.htm

Aktivitet 2: Lav selv skyer og regndråber

Ånd på et koldt spejl. Spejlet bliver dugget og fyldt med bittesmå vanddråber. Det er varm fugt fra kroppen, som samler sig i små dråber, når det rammer det kolde spejl. På samme måde er skyerne fugt fra jorden, der "fortætter" til dråber, når de rammer den kølige luft længere oppe. Bliver de for store og tunge, falder de ned som regn.

I kan også lave vanddråber og "regn" ved at koge vand i en gryde. Når vandet koger kan man se at der kommer en sky af damp op fra gryden. Denne sky er tusindvis af vanddråber. Læg et låg over gryden, så fanger låget vanddråberne, der samler sig til større vanddråber, der regner ned i gryden igen.

Eller fyld et glas med vand og isterninger. Stilles glasset i et varmt rum vil der dannes bittesmå vanddråber på ydersiden af glasset. Vanddråberne kommer fra det vand, der er i luften ude omkring glasset.

 

Regnmåler

Aktivitet 3: Lav en regnmåler

Hvor meget vand falder der egentligt ud af skyerne? Det kan man finde ud af ved selv at lave en regnfanger og stille den op udenfor. Du skal blot skære toppen af en 1½ l plastikflaske og sætte den omvendt ned i flasken, så tutten peger nedad og dermed virker som en tragt. Uden på flasken kan I sætte streger de dage, hvor der regner meget. Hvor mange mm er jeres rekord?

fugtighedsmåler kogle skitse

Aktivitet 4.: Lav en fugtighedsmåler af en kogle

Tørrede fyrrekogler udvider sig og trækker sig sam-men, alt efter hvor fugtigt der er i luften. Er der tørt åbner kogleskællene sig, er der fugtigt trækker de sig sammen. Hvis I stikker en let, tør pind ind mellem kogleskællene på en tør fyrrekogle, vil pinden hæve sig hvis der kommer meget fugt i luften og sænke sig, når der er tørt. I kan hænge koglen op eller sætte den i noget ler. 

Aktivitet 5: Lav en fugtighedsmåler af skovmærke

Finder I skovmærke, kan I lave en krans og hænge op inde i institutionen. Den dufter særligt sødt og kraftigt, når det trækker op til regn.

Aktivitet 6: Naturens paraply

Måske kender I et sted, hvor der vokser tordenskræpper? Dem kan I bruge som paraplyer. Tordenskræpper kaldes også for Hestehov, og om foråret har de fine hvide eller rødlige blomster. Tordenskræppen har sandsynligvis fået sit navn, fordi det lyder som torden, når tunge dråber rammer de store blade.

Aktivitet 7: Torden og lynild

Af og til oplever I, at det tordner og lyner. Prøv om børnene kan høre, at lyden kommer efter lynet. Man kan finde ud af, hvor langt lynet er væk ved at tælle forsinkelsen mellem lynglimtet og tordenskraldet. For hver 3 sekunder der går, er lynet en kilometer væk. Måske har I selv prøvet at lave lyn. Det gør man nemlig nogle gange, når man tager en trøje af, der er lavet af kunststof.