Hvor kommer vandet fra?

Lær børnene, hvor vandet kommer fra!
Lær om vandet

Der er gode læringsmuligheder i at se nærmere på, hvor vandet egentligt kommer fra.

I et moderne samfund tænder og slukker vi blot for vandet efter behov, hvilket gør det vanskeligt at forstå, at der ikke er tale om en uudtømmelig ressource.

I institutionen kan I gå på vandjagt: Hvor får vi vand fra? Hvor bruger vi vand? Og hvor forsvinder det hen efter brug.

Forsøg at få en aftale med et vandværk eller et renseanlæg, så I kan følge de store vandmængders vej. Hvis der er mulighed for det, er det spændende at følge et vandløb fra kilde. Det vil sige, at man i et længere forløb tager ud og besøger vandløbet flere forskellige steder, da det sjældent er muligt at vandre hele vejen. Nemmere er det på en regnvejrsdag at følge de små vandløb, som opstår langs kantsten og på stier, og se vandet forsvinde ned i kloarken eller en sø/vandløb.

Aktivitet: Opdagelsesrejsende i vandland

Tag rundt i nærområdet og se på vand. Besøg en å eller en sø, en dam eller bare et sted, hvor regnvandet har samlet sig. Står der vand fremme til dyr, eller er der vandslanger og vandspredere i haverne?

Tal om, hvem der bruger vandet og hvad det bruges til. Er der mon ligefrem nogen, der bor i vandet? Husk et fiskenet, så I kan kikke efter!

Aktivitet: vi samler regnvand

På en regnvejrsdag kan I lade børnene samle vand i spande. Hvor meget kan I samle tilsammen? Hæld op i en fælles beholder og tal om, hvad I kan bruge vandet til.

Det er også en god idé at anskaffe en regnvandstønde til institutionen. Saml vand fra et tag og brug det til leg og vanding. Læg mærke til, hvordan tønden fyldes, når det regner. Lav en vandkanal og et mudderhul, hvor børnene kan lege med vandet fra tønden. Hvis I har placeret tønden højt på et stativ, kan I lave udendørs bruser om sommeren. Husk at tønden skal være lukket, ellers dannes der alger i den.