Det danske vejr

Kom ud i naturen og lær om vejret
På billedet er der et close-up af nogle våde regnvejrsblade

Sne, regn, blæsevejr, overskyet, hedebølge eller tordenvejr?

Vejret er et naturfænomen med mange læringsmuligheder og også mange sanselige oplevelser. Vejret i Danmark er omskifteligt og danner grundlag for den natur vi har.

Vi taler om vejret

Vejr hjul

Det er ikke svært at tale med børn om vejret. Det interesserer dem, og de har allerede masser af erfaringer: Alle har prøvet at mærke blæsten i håret, regndråber på huden og solen på kinderne. Alle har prøvet at fryse eller svede udendørs. Børn hopper i vandpytterne og glider på frosset vand,  og det kan være svært at stå fast, når det blæser.

Når I taler med børn om vejret, er de kropslige oplevelser udgangspunktet.

Snak om, hvad de synes, der er godt og dårligt vejr og hvorfor?

Vi sanser vejret


Herefter er I godt rustet til at gå ud i naturen, ud i vejret og lære mere om det. Det gør man som barn bedst ved at bruge sanserne. Tør I mon:

  • At løbe næsten afklædte i regnvejr?
  • At gå på bare tæer i sne?
  • At sætte jer i en vandpyt?
  • At læne jer op ad vinden?
  • At dække jer med de fygende blade?
  • At glide på isen?

Start dagen med at give børnene direkte oplevelser med vejret.

Aktivitet 2: Det rigtige tøj

vejret hjul

 Vi taler utroligt meget om vejret her i landet, og det skyldes nok, at vi bor i et land hvor vejret ustandseligt skifter. Vi kigger ud ad vinduet, inden vi klæder os på om morgenen, så vi ikke får en dag, hvor vi kommer til at fryse, svede eller bliver våde.

Tal med børnene om, hvad der mon er det rigtige tøj i dag. I kan lave et vejrhjul og et tøjhjul, og lade børnene skiftes til at flytte en pil hen på dagens vejr og dagens udetøj.

Aktivitet 3: Start med en sang om vejret

Der findes et væld af børnesange, der omhandler vejret direkte eller indirekte: Syng en sang, der passer til dagens vejr:

  • Lille Peter Edderkop handler om regnbyger og solskin
  • Mariehønen Evigglad handler om regn, vind og tordenvejr
  • Snemand Frost og Frøken Tø handler om vintervejret
  • Blæsten kan man ikke få et se handler om vinden

Find selv på flere og lav en vejr-sangbog med tegninger.

Aktivitet 4: lav en vejr-logbog

Prøv at holde øje med vejret i en længere periode. Lad børnene skiftes til at tegne vejret og sæt tegningerne ind i en logbog. Hvis I har lavet et vejrhjul samt vindmåler, regnvandsmåler og fugtighedsmåler, kan I også inddrage disse i jeres observationer af vejret. I kan også sætte børnenes egne fotografier af vejret i bogen, som i øvrigt kan laves som en vægavis.